Håndboldspiller modtager klage
Nina Wörz anklages for trusler på banen
Håndboldkvinderne fra Team Tvis Holstebro indgiver en officiel klage til Dansk Håndbold Forbund (DHF) oven på onsdagens slutspilskamp mod Randers HK.
Team Tvis Holstebros landsholdsspiller Kristina Kristiansen følte sig truet af Randers' tyske landsholdsspiller Nina Wörz undervejs, og det er ikke i orden, mener Team Tvis Holstebros direktør, Jacob Jørgensen.
- Mulle (Kristian Kristiansen, red) kommer ud på bænken og ser meget forkert ud og bryder pludselig sammen. Hun fortæller, at Nina har truet med at slå hende ned og det påvirker hende i en sådan grad, at der måske går 12 minutter, hvor hun ikke er klar til at komme på banen. Det synes vi er enormt usportsligt, og jævnfør lovgivningen er det ulovligt at true andre mennesker, siger han til DR Sporten.