Han er nu ude i flere måneder
Frygten blev til virkelighed for målmand
Den skade, AGF-målmanden og -anføreren Steffen Rasmussen pådrog sig lørdag ved Aarhus Pre-season Cup, holder ham fra grønsværen i mindst to måneder. Det står klart efter dagens scanning.
MR-scanningen viste, at en sene i forlåret er beskadiget. Skaden sidder næsten samme sted som den muskelskade, der holdt Steffen Rasmussen ude i de sidste runder af efteråret 2013.
Læs også: Frygter lang skadespause
- Skaden har helt sikkert noget at gøre med sidste års skade. Steffen Rasmussen har genoptrænet i et par måneder, og det har været helt efter bogen. Han har så trænet med i fuldt omfang i mere end 14 dage, og han har bestået alle de styrketests, der er lavet. I 95 procent af tilfældene ville han derfor ikke blive ramt så tæt på samme sted igen, så det er utrolig uheldigt, at han rammer den hér skade, siger AGF-læge Jacob Astrup til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Lægestaben i klubben kan endnu ikke sige med sikkerhed, hvor længe målmanden er ude, men de fortæller, at det typisk tager over to måneder med den type skade, han har pådraget sig.