Håber på AGF-overlevelse
Aarhus er en fed fodboldby, mener OB-spiller
OB slog mandag aften AGF med 1-0 på NRGi Park i Aarhus i en meget taktisk superliga-affære.
Sejrsmålet blev scoret et kvarter før tid, da indskiftede Bashkim Kadrii scorede efter flot opspil. Rasmus Falk afleverede bolden fikst bag om sin egen fod, hvilket spillede Kadrii helt fri.
- Det var meningen. Jeg har spillet sammen med Bashkim Kadrii i fem år, så vi kender hinanden rigtig godt på banen, siger Rasmus Falk.
Fynboerne rykker med sejren op på Superligaens syvendeplads og er næsten sikker på at overleve i Superligaen. De har nu syv point ned til nedrykningsstregen
Selvom det ser ud til, at OB overlever i Superligaen, så håber Rasmus Falk også, at AGF klarer frisag i bunden af ligaen.
- Jeg håber, at AGF overlever i Superligaen, og det er synd, hvis de rykker ned. Det er fedt at spille på Aarhus Stadion, og det er en fed fodboldby. Jeg har også flere gode venner på holdet, siger Falk, som siger følgende om mandagens kamp:
- Det var en af sæsonens mest taktiske kampe. Der var mange nerver på i dag, og begge hold var bange for at tabe, siger Falk.