Gymnasier rammes af besparelser

Med øjeblikkelig virkning er der indført stop for indkøb af bøger til gymnasierne i Århus Amt. Det sker fordi Indenrigsministeriet ikke vil acceptere overførsel af midler fra anden konto.

Stop for indkøb af bøger, det er et af de sparekrav, som gymnasierne står over for, efter at Indenrigsministeriet har sagt nej til, at amtet kan overføre et mindre forbrug fra 2005 på 32,7 millioner kroner på anlægs- og driftsbudgettet.

Amtsborgmester Johannes Flensted-Jensen (S) siger tirsdag til Aarhus Stiftstidende, at sparekravet er uacceptabelt. Amtet har tidligere fået tilladelse til overførslen af det midlertidige forberedelsesudvalg i Region Midtjylland. Hvis kravet gennemføres, skal gymnasie- og hf-området spare 12,3 millioner kroner på driften i de sidste fire måneder af året.

Venstres gruppeformand i amtsrådet, Christian Møller-Nielsen, håber, at ministeriet har gjort sig skyldig i en misforståelse. Rektor på Langkær Gymnasium og HF, Anders Østergaard, siger til Gymnasieskolens Netnyheder, at hvis besparelserne iværksættes, vil det gå voldsomt ud over gymnasiereformen. - 93 procent af vores udgifter på gymnasierne er bundne, så besparelserne skal eventuelt findes inden for de syv procent. Det bliver mere end surt og kan ikke undgå at gå ud over det daglige arbejde på gymnasierne, mener Anders Østergaard. /ritzau/