Gyldne tider for Sommerlandet
Djurs Sommerland soler sig i succes
Djurs Sommerland og dets gæster bader sig i øjeblikket solens stråler. Det ligger i navnet, og det er intet mindre end en solstrålehistorie, der kan opleves på Djursland.
Det er gyldne tider for forlystelsesparkerne rundt omkring i Danmark. I Nimtofte på Djursland er man bestemt ingen undtagelse. Her er sommeren kærkommen, og gæsterne vælter ind af porten for at prøve de populære attraktioner. I år er en ny forlystelse med til at sætte Djurs Sommerland på landkortet.
- Der er ingen tvivl om, at det meget gode og stabile vejr kombineret med 'Juvelen' gør, at vi tiltrækker rigtigt mange gæster. Vi har jo flere store attraktioner, og det er ligesom om, at vi høster al frugten af de forlystelser i den her sommer, siger administrerende direktør i Djurs Sommerland, Henrik B. Nielsen, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Begejstrede 'juvel'-fans
I Djurs Sommerland gnider Henrik B. Nielsen sine hænder og fryder sig over den nye succes ' Juvelen'. Det kan i øvrigt nævnes, at 'Juvelen' er Danmarks længste rutschebane og Europas eneste såkaldte 'launch coaster'.
- Det går rigtig rigtigt godt med den. Den er imponerende populær. Den begejstrer. Det er spændende at se, hvordan folk tager imod den. Man ved jo aldrig, hvordan folk tager imod sådan noget her, så det er bare fedt. Og så er det jo ikke kun for de unge. 99,99 procent er begejstret for den, siger han til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Sommeren ser ud til at blive yderst lovende i Nimtofte. Det er dog ikke udenlandske turister, der valfarter til sommerlandet, men danskere, der kommer langvejs fra for at prøve 'Juvelen' og de andre populære forlystelsesmagneter.
Henrik B. Nielsen vurderer, at udenlandsturismen ligger på omtrent det samme - og det er primært nordmænd.
Djurs Sommerland har intet mindre end 60 forlystelser og syv temalande, og det er for børn - og voksne - i alle aldre.