Guldkæder forbudt i nattelivet
En række århusianske diskoteker nægter at lukke gæster med guldkæder og tatoveringer ind.
Det er svært at begå sig i det århusianske natteliv uden at kende til strenge dresscodes, der forbyder halskæder, tatoveringer, løstsiddende tøj og kondisko.
Ifølge Jyllands-Posten nægter en række af byens diskoteker nemlig at lukke folk ind, hvis de sender 'de forkerte signaler'.
- Vi har erfaring med, at folk i hip-hop-tøj udviser en upassende adfærd. De gramser på pigerne og ikke vil acceptere, at vi beder dem opføre sig ordentligt. De står og skuler henne i hjørnet og ser onde ud. Det ødelægger stemningen for vores glade gæster, siger direktør for diskoteket MF/Broen, Claus Damsgaard, til avisen.
Han fortæller, at mange gæster siger, at de føler sig utrygge, når der er folk med guldkæder tilstede.
- Jeg ved godt, at det ikke er alle, der er sådan, men det er bare ærgerligt. Vi er et mainstream-diskotek, og her er desværre ikke plads til alle. Simpelthen, siger Claus Damsgaard.