Grønlandske børn modtager pris af kronprinsparret

I Aarhus har Foreningen Grønlandske Børn haft succes med projektet Anaanat

Alle børn og unge har ret til et værdigt liv, men sådan er det desværre ikke for alle grønlandske børn, sagde kronprinsesse Mary ved prisuddeling. Foto: DR / foreningen Grønlandske Børn

Foreningen Grønlandske Børn er blevet 500.000 kroner og en pris rigere. Det sker efter, at foreningen lørdag modtog kronprinsparrets Sociale Pris 2018.

Foreningen får prisen for sit 'utrættelige arbejde' for at sikre, at grønlandske børn får en tryg barndom og mulighed for at tage en uddannelse.

Læs også Østjyske gymnasieelever støtter unge i Grønland

- Alle børn og unge har ret til et værdigt liv, hvor de bliver hørt og har mulighed for at gå efter deres drømme. Sådan er det desværre ikke for alle grønlandske børn. Mange vokser op i et hjem præget af uro og omsorgssvigt, sagde kronprinsesse Mary ved prisuddelingen. 

11:14

VIDEO: Her kan du både se kronprinsesse Marys tale ved prisuddelingen, og da Mary tager en snak med en gruppe unge grønlændere.  Video: DR

Luk video

En anderledes mødregruppe

I Aarhus har Foreningen Grønlandske Børn blandt andre projekter haft succes med projektet Anaanat, som er et netværksprojekt for grønlandske mødre i Aarhus.

Anaanat har eksisteret siden 2014. I starten var det et tilbud for mødre med børn i 0-1-års alderen, men tilbyder nu også et netværk for mødre og familier med børn, der er startet i institution.

Foreningen Grønlandske Børn har eksisteret siden 1924. Foreningen arbejder især for at skabe tryg barndom og bedre fremtid for grønlandske børn og unge. Foto: Foreningen Grønlandske Børn

TV2 ØSTJYLLAND har for nylig besøgt Anaanat, der blandt andet har til formål at skabe positive netværk mødrene imellem for at forebygge isolation og ensomhed. 

Læs også Borgmester: Både Aarhus og Grønland vinder på flytning

- Vi kan snakke om vores kultur, og hvad der sker derhjemme og her i Danmark. Man har også mulighed for at snakke om forskelle mellem den grønlandske og danske kultur, siger en af mødrene i gruppen, Nina Primdal, til TV2 ØSTJYLLAND.

Det er vigtigt, at der bliver sat fokus på de problemer, der møder mange grønlandske børn, mener generelsekretær i foreningen Grønlandske Børn, Puk Braiby. Her modtager hun kronprinsparrets Sociale Pris 2018. Foto: DR

Føler sig utilpasse

Mange grønlandske kvinder i Aarhus har ikke meget kontakt med andre danske familier. Ny mødre deltager sjældent i de kommunale mødregrupper, fordi de føler sig anderledes end de danske mødre.

-  Her kan jeg være en grønlandsk mor med barn. Her må man tage alle sine børn med. Jeg har ikke så mange familiemedlemmer her, og så bliver gruppen her en slags familie, som man kan hygge med og føle sig hjemme med, siger Nina Primdal til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Kronprinsessen i Østjylland: - Måske tager vi menneskerettigheder for givet

Projektet Anaanat hjælper grønlandske mødre og nybagte familier gennem den særlige tid, hvor små børn netop er kommet til verden.

Mødregruppen mødes hver anden uge og besøger legepladser, svømmehaller og biblioteker, hvor de hygger med hinanden og børnene. 

Foreningen Grønlandske Børn modtog Kronprinsparrets Sociale Pris 2018. Prisen blev modtaget af generalsekretær Puk Draiby og bestyrelsesmedlem Heidi Lindholm. Foto: Foreningen Grønlandske Børn

Mødes af fordomme

Puk Braiby, der er generalsekretær i Foreningen Grønlandske Børn er 'enormt stolt og glad' for at modtage kronprinsparrets Sociale Pris.

- Det giver opmærksomhed til en gruppe børn, som det er vigtigt, at der bliver sat fokus på. Vi er rigtig glade for, at kronprinsessen også kan se, det er en gruppe børn, der møder en masse fordomme, og at det ikke er i orden, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:

- Pengene skal bruges i Grønland. Det er dér, behovet er størst. De skal gøre en synlig forskel.

Mange grønlandske børn kæmper med selvværdet som følge af deres opvækst, lød det fra kronprinsesse Mary ved prisuddelingen.   Foto: Foreningen Grønlandske Børn