Gratis helbredstjek

Alle danskere mellem 30 og 50 bør tilbydes et gratis helbredstjek i ny og næ, da det kan højne deres levestandard.

Det mener Torsten Lauritzen. Han er professor i almen medicin ved Aarhus Universitet.

Efter 15 års forskning slår professor Torsten Lauritzen nu fast, at et obligatorisk gratis helbredstjek i ny og næ vil kunne halvere faren for at udvikle hjerte-kar-sygdomme.

- Der er tale om et bredt helbredstjek, hvor din læge vil kunne tjekke dit syn og din hørelse. Du kommer op på en kondicykel og du vil få taget blodprøver, der viser hvad dit kolesteroltal er, hvad dit blodsukker er. Ud fra de ting kan man så beregne din risiko for hjerte-kar-sygdomme, forklarer Torsten Lauritzen.

Som det er nu kan man bede om at få undersøgt nogle af tingene, men det er som regel mest de raske patienter, som går til lægen, mener Torsten Lauritzen.

- Ved et obligatorisk helbredstjek, der henvender sig til alle mellem 30 og 50 år vil vi kunne nå de, der potentielt er i fare for at udvikle hjerte-kar-sygdomme, siger Torsten Lauritzen.

Selvom resultaterne fra Ebeltoft-undersøgelsen er solide og overbevisende, har indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen afvist forslaget om at tilbyde gratis helbredstjek. Modsat sundheds-ministeren er Region Midtjylland dog interesseret i at udbrede forsøget i det østjyske.

Se mere i TV 2 | ØSTJYLLAND klokken 12.10