Graceland Randers giver op: Nu skiftes navnet

Manden bag Graceland Randers, Henrik Knudsen, opgiver langvarig navnestrid og skifter nu navn på huset

Den 21. december får Graceland Randers nyt navn. Det fortæller manden bag huset, Henrik Knudsen, i en pressemeddelelse.

Det sker efter en længerevarende sag med Elvis Presley Enterprises, der mener, at Graceland Randers har krænket varemærket Graceland.

- Jeg har ikke lyst til at diskutere navnet i al evighed. Det har aldrig været min mening at fornærme nogen ved at kalde vores danske "Elvis-klubhus" og min dybtfølte hyldest til Elvis for Graceland Randers. Og navnet er ikke en principsag for mig, siger Henrik Knudsen i pressemeddelelsen.

Til gengæld var det vanskeligt at finde et nyt navn til huset, siger han også.

- Jeg vil ikke lægge skjul på, at det har været svært at finde et nyt navn, fordi vi syntes, Graceland Randers var så oplagt et navn med husets udseende, og alle vidste ligesom med det samme, hvem vi var fan af. Men når det nu skulle være, så synes vi selv, at vi har fundet et rigtig godt alternativt navn, og så fortsætter vi med at hylde Elvis Presley på den samme store klinge, som vi hele tiden har gjort, siger han.

Huset fortsætter med at være en Elvis-hyldest, og den 21. december bliver det altså afsløret, hvad det nye navn bliver.