God turistsæson i Silkeborg
Turistbranchen i Silkeborg trives fint med det våde sommervejr, som jager folk væk fra kysterne og ind i landet.
Trods de seneste ugers megen regn er der ingen ynk at finde hos turistbranchen i Silkeborg. Tværtimod. Det viser et rundspørge, Midtjyllands Avis har foretaget til forskellige attraktioner og overnatningssteder i byen og dens omegn.
I den blandede vejrsituation kan det være en lidt for klam oplevelse at ligge ved kysterne, så er der mere "læ" og mere at opleve i det midtjyske. Handelsstanden har i hvert fald heller ikke haft noget at klage over - i dårligt sommervejr køber folk rigeligt ind af forbrugsgoder, skriver avisen.
Rigtigt Silkeborg-vejr
- Det her er et rigtigt turist-Silkeborg-vejr!, siger salgschef Klavs Skriver, Radisson SAS Hotel. Belægningen på hotellet er bedre end sidste år.
På Aqua Ferskvands-akvarium kalder man vejrsituationen for perfekt. Her ligger besøgstallet foreløbig otte procent over sidste års.
Turistbureauet melder "alt udsolgt" hvad angår udlejning af sommerhuse på Silkeborg-egnen.