Giver græskar til børn

Djurs Sommerland giver græskar væk

00:53

1 af 2

Med et stort Halloween-event har Djurs Sommerland i efterårsferien afsluttet sæsonen.

I den seneste tid har børn og voksne kunnet besøge forlystelsesparken og opleve temaet "Magisk Halloween."

Her var der blandet andet pyntet op med omkring 26.000 græskar, og det er de græskar, som Djurs Sommerland nu giver til skoler, institutioner og lignende. Eneste krav: I skal selv komme og hente dem.

Og det er der mange, som gerne vil.

I løbet af i dag, mandag, forventer Djurs Sommerland, at omkring 70 institutioner og lignende kommer for at fylde biler, trailere og andet helt op med græskar.

- Vi har afsluttet en Magisk Halloween, hvor vi havde pyntet op med 26.000 græskar. Og dem må man sige, at vi nu har i overskud. For et par år siden var der flere af vores gæster, som i slutningen af halloween-eventet efterlyste, om ikke de måtte tage nogle græskar med hjem. Det besluttede vi os for at prøve at sætte lidt i system, sådan at vi nu tilbyder institutioner og lignende at komme dagen efter, vi lukker ned. Så kan de hente alle de græskar, de nu kan bruge til halloween på skoler og alt muligt andet, siger Henrik B. Nielsen, der er direktør i Djurs Sommerland.

Du kan se mere fra afhentningen af græskar i Djurs Sommerland i videoen øverst på siden.