Gik amok på parkeringsplads
Efterlyser voldsmand med stort hoved
En parkering i et stille rækkehusområde i det sydlige Aarhus fik fredag en cirka 40-årig mand til at gå amok på en bilist.
Ifølge Østjyllands Politi blev en 57-årig mand overfaldet, efter at han havde parkeret sin bil på Lerhus Alle i Højbjerg.
Den cirka 40-årige mand var så utilfreds med parkeringen, at han først truede bilisten. Derefter overfaldt han ham med flere slag i ribbenene.
- Manden fik nogle knubs. Han kom dog ikke alvorligt til skade, siger vagtchef Jens Rønberg fra Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Den cirka 40-årige gerningsmand er kraftig og cirka to meter høj. Han har lys hud og kort lyst hår. Manden har et stort rundt hoved og havde opspilede øjne, som om han var påvirket af narkotika eller lignende.
Under overfaldet var han iført en hvid trøje eller T-shirt. Han kørte formentlig i en hvid Ford Galaxy.