Gigant-kran på hård opgave

En af landets største mobile kraner løftede en 46 tons tung transformerstation på plads.

En af Danmarks absolut største mobile kraner blev ved 8-tiden i morges sat på prøve i Hasle ved Århus. Kranen skulle løfte en 46 tons tung transformerstation på plads, og det er en hård opgave - selv for en gigantkran.

Transformerstationen er ejet af energiselskabet NRGi og har været to dage undervejs fra det sydlige Tyskland. Når den er sat helt på plads er den i stand til at forsyne hele det nordvestlige Århus med strøm.