Gider ikke at stemme
Unge mangler politisk engagement
De unge i Randers gider ikke stemme. De interesserer sig nemlig ikke for politik, og det gør det svært for de lokale kandidater op imod det forestående kommunalvalg.
- Den generation, vi har nu, er den mindst politisk aktive, der nogensinde har været. Før i tiden var det normalt, at man var medlem af en eller anden organisation, siger Jesper Bræmer, som er byrådskandidat for Liberal Alliance.
Sammen med kollegaen Karsten Ulstrup fra de Konservative var han på Randers Statsskole for at tale med de unge om deres tilgang til politik. Eller rettere mangel på samme.
- Det er meget, meget vigtigt, at de stemmer til kommunalvalget og gør deres indflydelse gældende, siger Karsten Ulstrup (K).
Ved det seneste kommunalvalg stemte under halvdelen af unge mellen 18 og 21 år i Randers Kommune.
- Jeg føler ikke, at jeg har brug for at stemme til kommunalvalget, da jeg ikke er politisk interesseret, siger en af eleverne på skolen, Mette Sørensen.
Se mere i tv-indslaget øverst på siden.