Ghettoforslag er gammel snak i kommuner
Både i Odense og Århus anviser man allerede flygtninge til boliger uden for ghettoerne, som V og K foreslår.
I både Odense og Århus undrer man sig over regeringens løsning på den social skæve beboersammensætning i ghettoerne.
Venstre og Konservative vil sætte en prop i boliganvisninger til ghettoerne for social udsatte tosprogede. Men tiltaget ændrer intet i de to kommuner, for her er man for længst stoppet med at anvise denne gruppe til boliger i ghettoer.
- Siden 1998 har vi ikke anvist til blandt andet Vollsmose, siger Tom Rønning, der er afsnitsleder i Odense Socialcenter og øverst ansvarlig for anvisningerne i kommunen.
- Vi anviser kun ressourcestærke personer til Vollsmose, der kan være med til at løfte området, fortsætter han.
På den baggrund sidder social- og arbejdsmarkedsrådmand i Odense, Peter Rahbæk Juel (S), med en noget tom fornemmelse oven på regeringens ghettoplan, der blev fremlagt tirsdag.
- Der er ingen værktøjer i den kasse, som regeringen har givet os, siger han.
På samme måde har man det i Århus. Her mener rådmand for børn og unge, Jacob Bundsgaard Johansen (S), at en del af regeringens forslag "reelt er uden indhold".
- Vi anviser i forvejen ikke flygtninge og folk fra tredjelande til udsatte boligområder, som regeringen nu foreslår stop for, siger han.
Konkret foreslår regeringen, at flygtninge og personer fra lande uden for det europæiske økonomiske samarbejdsområde ikke skal have anvist boliger i ghettoerne.