Gaveregn over kulturen
Sallingfond uddeler 68 mio. kr
Købmand Herman Salling Fonden fordelte i dag 68 mio. kroner mellem fire aarhusianske kulturinstitutioner. Pengene går til omfattende nybygninger samt renovering og forbedring af eksisterende bygninger i Teatret Svalegangen, ARoS, Musikhuset Aarhus og Aarhus Teater.
Aarhus Teater modtager 23,1 mio. kr. til en restaurering af Store Scene for at sikre og forbedre rammerne for produktion og videreudvikling af nutidig scenekunst. Samtidig vil der blive skabt tidssvarende rammer for publikum i alle opholdsarealer omkring Store Scene, oplyser fonden.
Teatret Svalegangen i Rosenkrantzgade modtager 22,7 mio kroner til at etablere en ny teatersal, renovere den eksisterende teatersal og udvide caféområdet.
Kunstmuseet ARoS modtager 20,9 mio. kr. til at bygge en glaslounge i forbindelse med Olafur Eliassons kunstværk Your rainbow panorama. Tilbygningen med navnet Sunset Lounge betyder, at museets gæster fremover kan besøge regnbuekunstværket på museets tag hele året uanset vejret og uden at skulle udendørs.
Musikhuset Aarhus får 1,25 mio. kr. til at udskifte de 123 gamle markiser fra 1982 på Musikhusets facade mod øst og syd med stormsikre klimaskærme. De udvendigt monterede klimaskærme vil være med til at regulere lysindfald, temperatur og indeklima i husets foyer.