Gasbrænder formodet brandårsag
Den sidste efterslukning er i gang
Det var formodentligt en gasbrænder, der var årsag til den brand, der startede kort før klokken syv imorges, og som har hærget på Jobkompagniet på Stagehøjvej i Silkeborg i løbet af formiddagen.
En person med en gasbrænder brændte ukrudt af tidligt i morges, og det formodes, at flammen fra gasbrænderen har fået fat i tagpappet på bygningen, der går helt ned til jorden.
- Ilden er rendt hele vejen op i hulrummet under tagpappet, derfor var det også vanskeligt at lokalisere, hvor det reelt brændte, siger Beredskabsinspektør, Knud Erik Vestergaard fra Silkeborg Brand og Redning til TV2 | ØSTJYLLAND.
Silkeborg Brand og Redning havde 16 mand på stedet i to slukningstog, og blev assisteret af politiet og et skadesservicefirma.
- Umiddelbart kan bygningen være totalskadet. Cirka halvdelen af taget er pillet af, og der er vandskader i bygningen, siger Knud Erik Vestergaard.
Der var ingen mennesker i bygningen, da branden opstod, og ingen personer er kommet tilskade ved branden. Nu er Silkeborg Brand og Redning i gang med efterslukningen.