Går glip af millioner
Kommuner kan spare over 55 millioner kroner
Østjyske kommuner går hvert år glip af millioner af kroner. Kroner, der kunne blive i kommunekassen, men som går til for dyre løsninger.
Der er rigtigt mange penge at spare, hvis kommunerne lod private virksomheder tømme skraldespande, slå græs og rydde vejene for sne. Nye beregninger fra Dansk Byggeri viser, at der kan spares over 55 millioner kroner i de østjyske kommuner.
- Der er tale om rigtig mange penge, som ville gøre godt i kommunekasserne. Derfor er det også en skam, at kommunerne ikke vælger at konkurrenceudsætte flere vej- og parkopgaver, siger Michael Ancher, formand for Dansk Byggeri Østjylland.
Forskel på kommunerne
Beregningerne afhænger dog af, hvor meget den enkelte kommune udliciterer i forvejen - men tallene er gennemsnitligt.
For eksempel udliciterer man på Samsø 65,5 procent, hvilket er langt over landsgennemsnittet. Samtidig er man i Skanderborg Kommune mere til gør-det-selv. Her udliciterer man kun 30,6 procent af de egnede vej- og parkopgaver.
- Når man kan spare millioner af kroner, bør man vælge udlicitering. Jeg kan kun opfordre til, at de østjyske kommuner tager ansvaret på sig og konkurrenceudsætter vej- og parkopgaverne i større udstrækning, end hvad tilfældet er i dag. På den måde får borgerne mere ud af deres skattekroner, siger Michael Ancher.