Gamle skal screenes efter dements død
Skanderborg Kommune vil undersøge, hvilke ældre, der er i risiko for at forlade deres plejebolig uden at kunne tage vare på sig selv.
Beslutningen om at screene de ældre kommer efter, at en 75-årig, dement beboer forsvandt fra Plejecenter Baunegården i Tebstrup og senere blev fundet død.
Med screeningen håber kommunen at identificere de borgere, hvor der kan være en risiko for, at de vil forlade plejecentret og på den måde udsætte sig selv for fare.
- Vi er da nervøse for, om der er flere, det kunne ske for. Hidtil har der nok været mest tendens til, at der er blevet kigget på beboernes fysiske tilstand, men ikke nok på det psykiske. Folk ændrer hele tiden adfærd, så det vil vi være mere opmærksomme på, siger ældrechef i Skanderborg Kommune Peter Sinding Poulsen til Horsens Folkeblad.
I Skanderborg Kommune er der omkring 400, der bor i plejeboliger.