Gaffer-betjente frifundet
To politibetjente frifundet for vold, efter de havde sat gaffertape for munden af to unge.
Retten i Århus har i dag frifundet to århusianske politibetjente, som var tiltalt for vold, efter de havde sat kraftig tape for munden af to unge under en transport til Sjælland.
Episoden fandt sted den 6. januar på færgen mellem Århus og Odden. De to betjente transporterede i alt fem unge arrestanter og advarede dem allerede fra starten om, at en rulle medbragt gaffertape ville blive taget i brug, hvis de unge blev urolige.
Da to af de unge alligevel lavede uro, viklede den ene betjent tape rundt om deres hoveder, så munden blev lukket. Efter få minutter blev tapen taget af igen.
Efter ankomsten til Sjælland meldte de unge betjentene for vold, og statsadvokaten i Viborg besluttede at rejse tiltale.
Men retten fandt altså ikke, at betjentene havde gjort noget strafbart.