Gader flyder med storskrald
Folk bruger ikke gratis storskraldsordning
I midtbyen i Aarhus flyder det flere steder med storskrald.
Omkring de nedgravede affaldscontainere bliver der stillet storskrald, selvom man gratis kan få affaldet fjernet, med kommunens storskraldsordning.
- Det er faktisk en træls problemstilling, som vi gerne vil ud over, siger affaldschef i Aarhus Kommune Louise Åstrøm til TV 2 | ØSTJYLLAND.
På grund af storskraldet i Aarhus har et vognmandsfirma fået til opgave at hente storskrald og rydde op ved 196 skralde-automatanlæg i byen.
- Det er typisk i forbindelse med til- og fraflytninger af unge mennesker, at der bliver stillet storskrald, siger Louise Åstrøm, der mener, at problemet bunder i uvidenhed omkring, hvordan storskraldsordningen fungerer.
På et år koster det 2,5 millioner kroner at rydde storskrald op på gaden i Aarhus.