Fyringer deler vandene
Borgere splittet i sag om fyrede pædagoger
Fyringen af to pædagoger fra Hobrovejens Skoles SFO, som valgte at krydse et jernbanespor med 17 børn, deler vandene i Randers.
Flere borgere forstår Randers Kommunes beslutning, mens andre mener, at kommunen kunne have nøjedes med at give en advarsel.
TV 2 | ØSTJYLLAND talte i dig med flere borgere, som hver havde deres holdning til fyringerne.
En af de borgere, som selv krydsede sporet i dag, mente, at fyringerne var berettigede:
- Jeg synes, det er fint nok, at de er blevet fyret. Hvis det var mine børn, det var sket med, så ville jeg være utryg ved, at de skulle passe mine børn igen. Jeg synes, det er fint, at der er kommet en konsekvens af det, siger Kristian Christensen.
Fyringerne falder efter flere uger med massiv kritik af pædagogernes handling. Togene på banestrækningen kører nogle gange op mod 80 kilometer i timen, så det kan skabe farlige situationer at bevæge sig ud på skinnerne.
Derfor har Banedanmark opstillet en række advarselsskilte, som viser, at det ikke er tilladt at gå over skinnerne.
- På en måde synes jeg, fyringerne er okay. Mest for deres egen skyld, fordi de ville få det svært i deres job. Selvfølgelig er det ikke i orden, at de har gjort det, men jeg synes måske også, at der er lidt for mange forældre, der pudser deres glorie, selvom de måske selv har gjort det, siger Lene Bach.
- Alle går over banen, og du kan jo trods alt se langt begge veje. Måske man skulle stikke en finger i jorden og sige: "Hør her, kammerater. Det gør I ikke igen". Det synes jeg i hvert fald, siger John Nielsen.
Hvad synes du om, at de to pædagoger er blevet fyret? Deltag i debatten på TV 2 | ØSTJYLLANDs Facebook-side.