Ekstra mange fup-sms'er i julen: - Lad være med at trykke på linket
Modtager du en sms fra Elgiganten, som virker til at være for god til at være sand, så lad være med at trykke på hyperlinket og slet beskeden. Sådan lyder rådet fra Østjyllands Politi
- Sofie, vi har fået resultatet! Din adresse er blevet trukket ud! Du er 1 ud af 5 vindere.
Lyder det for godt til at være sandt? Det er det.
Lige nu florerer sms’er som denne rundt i blandt andet Østjylland, hvor svindlere udgiver sig for at være Elgiganten. Men det er fup-sms’er, og man skal lade være med at trykke på linket, lyder opfordringen fra Østjyllands Politi.
- Hvis man modtager sådan en sms, så skal man lade være med at trykke på linket og slette beskeden med det samme. Man skal ikke udlevere nogle personoplysninger eller kontooplysninger, siger pressemedarbejder Janni Lundager hos Østjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND.
Svindlerne er nemlig ude på at narre folks kontooplysninger fra dem.
Læs også
Et stort problem
Aarhus og Skødstrup er blandt de byer, som TV2 ØSTJYLLAND har kendskab til, at folk har modtaget sms’er, som skal forestille at være fra Elgiganten. Men omfanget er ifølge Elgiganten langt større.
- Det er hammerende irriterende. Der findes mange forskellige varianter, og vores kundeservice får rigtig mange henvendelser om dem. De dukker op som ukrudt, siger Frederik Danvig, der er kommunikationschef hos Elgiganten, til TV2 ØSTJYLLAND.
Svindel-beskederne fra Elgiganten har ifølge Frederik Danvig floreret i et halvt års tid. Men selvom koncernen gør en stor indsats for at komme problemet til livs, så er det ikke helt så enkelt, som det lyder.
Læs også
- Når man får lukket en svindelhjemmeside ned, så kommer der fem nye. Det primære vi kan gøre er at advare vores forbrugere. Vi opfordrer folk til at bruge deres sunde fornuft. Hvis noget er for godt til at være sandt, så er det nok også det, og så er der tale svindel, siger Frederik Danvig.
Stigende antal fup-beskeder i julen
Svindel-beskederne kommer både i form af mails og sms’er, og indholdet er ofte enten konkurrencer, præmier, undersøgelser eller tilbud, der er for gode til at være sande.
Eksempelvis som denne.
- Hej Micheal, du har et vinderlod i Elgigantens julekonkurrence! Gevinst: Samsung Galaxy S9 for kun 13,99 kr. Klik her.
Og lige nu er der ifølge Frederik Danvig ekstra god grund til at være vaks.
- Der er sket en kraftig stigning her op til jul. Vi gør derfor alt, hvad vi kan for at komme dem til livs både via vores hjemmeside, sociale medier og dialog med myndighederne og interesseorganisationer, siger han.
Læs også
Hos Østjylland Politi oplever de, at folk er blevet bedre til at håndtere og spotte fup-beskederne. Politiet opfrodrer dog ligesom Elgiganten folk til at bruge deres sunde fornuft.
- Når det er snyd, så er det ofte en underlig kombination af tal og bogstaver, som ikke umiddelbart giver mening i forhold til påståede afsender, siger pressemedarbejder Janni Lundager fra Østjyllands Politi.