Fuld biltyv på slingretur
En 33-årig fuld og narkopåvirket mand kørte slingrende rundt på villavejene i Viby.
En 33-årig mand blev i nat anholdt for spritkørsel og biltyveri på Ringvej Syd i Viby. En patrulje lagde mærke til bilen, der kørte meget slingrende og usikkert på villavejene i Viby, og forsøgte flere gange at standse den.
På Ringvej Syd i nærheden af Skanderborgvej lykkedes det til sidst, og den 33-årige var så fuld og påvirket af narkotika, at han nærmest faldt ud af bilen. Han havde stjålet bilen i Viby.
Ifølge politiet var den 33-årige skiftevis 'ustyrlig og slatten som en klud', da han blev anholdt, og på Politigården svinede han blandt andet politifolkene til med ukvemsord. Der blev taget blodprøve til fastlæggelse af promillens størrelse, og den 33-årige måtte tilbringe natten i detentionen.
Han blev blandt andet sigtet for biltyveri, spirituskørsel og utallige overtrædelser af færdselsloven.