Frygter for ghetto-stempel
Boligområde er med på berygtet liste
Højvangen i Skanderborg er et blandt seks boligområder i Østjylland, som nu kan betegnes som en ghetto.
Det sker efter, at Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter netop har offentliggjort en ny liste over udsatte boligområder.
Det er ikke første gang, at Højvangen kommer med på den berygtede liste. Det samme skete i efteråret 2013.
At området endnu engang får ghetto-stemplet huer ikke byens borgmester. Han frygter, at det kan være med til at skræmme eventuelle beboere væk:
- Det er lige til den grove side at kalde det en ghetto, siger borgmester Jørgen Gaarde til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Ikke en ghetto
Der bor lige knap 1.200 beboere i Højvangen. Ud af dem er 43 procent hverken i arbejde eller i gang med en uddannelse. Det er blandt andet det forhold, der nu gør, at området optræder på den nye ghetto-liste.
De beboere TV 2 | ØSTJYLLAND talte med i dag, var utilfredse med, at området nu er med på listen:
- Jeg føler ikke, det er en ghetto. Overhovedet ikke. For bare tre-fire år siden var det meget værre med kriminalitet, siger Lissi Eskildsen.
- Det, synes jeg, er uheldigt. Det er jo et prædikat, man får udefra, og det siger jo ikke ret meget om, hvordan det er at bo her, siger Poul Porup.
Med stemplet som ghetto har Højvangen fået mulighed for at søge penge fra en særlig pulje. Her er det lykkedes at få 630.000 kroner, som nu skal sikre, at stierne i områderne bliver mere trygge.
Se et tv-indslag om Højvangens nye ghetto-status øverst i artiklen.