Frustreret Randers-træner: Vi smed muligheden på gulvet

Randers FC tabte tirsdag 0-1 til OB. Træner Olafur Kristjánsson var efter kampen utilfreds med sit mandskab

Randers FC-træner Olafur Kristjansson var skuffet over sit mandskabs præstation mod OB. Foto: Claus Fisker - Scanpix

Efter en halv time var OB kun ti mand på banen. Alligevel blev det til en sejr over Randers. Foto: Claus Fisker - Scanpix

1 af 2

Randers spillede i overtal i en time, men tabte alligevel med 0-1 til OB i tirsdagens kamp i Alka Superligaen.

Træner Olafur Kristjansson er da også frustreret efter kampen, hvor hans hold aldrig fik udbytte af OB's tidlige udvisning.

- Vi fik muligheden at være en mand i overtal i 60 minutter, men den smed vi på gulvet. I stedet for at forcere tingene skulle vi have udvist mere ro og spillet bolden fladt omkring OB's spillere, siger Randers-træneren.

Læs også Nu melder østjysk Lotto-millionær sig: Vi har haft en god påske

 OB'ernes stopper Frederik Tingager fik rødt kort efter bare en halv time, da han fældede Marvin Pourie, men Randers formåede ikke at udnytte overtallet.

- Vi var ikke skarpe nok. Vi havde et hav af chancer, men udnyttede det ikke, konstaterer Kristjansson.

OB's målmand var fantastisk

 Pourie sparkede selv det efterfølgende straffespark, men OB-målmand Sten Grytebust reddede skuddet.

 - Vi havde chancerne i dag. Jeg havde selv en del chancer inklusive straffesparket, men OB's målmand (Grytebust, red.) havde en fremragende kamp, siger Marvin Pourie.

Læs også Udesejr sender Horsens i DM-finalen i basketball

Olafur Kristjansson vil nu i stedet se fremad:

 - Når du møder modgang, er det der, du viser, hvad du er gjort af. Vi får se, om vi har lidt et selvtillidsknæk på søndag. De spillere, der virkelig gider det her, skal vise det ude på træningsbanen.

 - Dem, der arbejder hårdt, spiller på søndag. Dem, der blot snakker og tror, at det kommer af sig selv, de spiller ikke, siger Randers-træneren.

Randers og OB mødes igen på søndag. Denne gang foregår det i Randers.