Frivillige støtter asylansøgere
Omkring 20 asylansøgere på asylcenter i Grenaa modsætter sig tvangsflytning
På Røde Kors' asylcenter i Grenaa sidder en gruppe asylansøgere og afventer, hvad der skal ske med dem.
I torsdags fik omkring 60 asylansøgere besked om, at de skal flytte fra asylcentret. Det valgte en del af dem at gøre frivilligt, mens omkring 20 asylansøgere har modsat sig flytning.
Det er Udlændingestyrelsen, som har besluttet at nogle af beboerne på centret på Robstrupvej skal spredes ud til andre asylcentre i landet for at gøre plads til nye asylansøgerfamilier.
Flytningen er nu blevet udskudt til i dag mandag. Derfor mødte fem frivillige, som er medlem af gruppen 'Flygtningeaktionen', op mandag morgen på asylcentret for at støtte de tilbageværende.
Tanja Valentin Burke fra Flygtningeaktionen fortæller til TV 2 | ØSTJYLLAND, at stemningen på asylcentret har været trykket lige siden beskeden om tvangsflytningen.
Flere har truet med sultestrejke og en enkelt med selvmord, fordi de ikke kan overskue, at skulle flytte til et nyt center:
- Hans psyke kan ikke klare mere. Han er presset af det, siger Tanja Valentin Burke og undrer sig over forløbet:
- De har ikke fået nogen begrundelse for, hvorfor de skal flytte,
Uvisthed om flytning
Ifølge Tanja Valentin Burke venter de 20 asylansøgere nu på, at skulle blive hentet med bus i løbet af mandagen. Hvor de 20 flygtninge skal flyttes hen, ved hun ikke, men fortæller at Mors og Bornholm har været nævnt som muligheder.
- Hvis de igen modsætter sig, så kommer politiet og flytter dem med magt, siger hun.
Sammen med fire andre fra Flygtningeaktionen sidder Tanja Valentin Burke - ligesom asylansøgerne - og afventer situationen.
Formålet med gruppens tilstedeværelse ved asylcentret er både at støtte asylansøgerne og dokumentere dagens flytning:
- Vi har snakket om at lave en sit in eller blokade, hvor de sætter sig ned i armlås og nægter at lade sig flytte. Alternativt er det noget med at blokere for bussen, siger Tanja Valentin Burke.
I videoen øverst i artiklen kan du høre, hvorfor Tanja Valentin Burke støtter asylansøgerne og kritiserer den generelle behandling af asylansøgere i Danmark.