Fregatten skal atter under tag
Skal ombygges for knap 5 mio. kr.
Fregatten Jylland i Ebeltoft skal atter forsynes med tag, men kun om vinteren.
Det er A. P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinneys Møllers Fond til Almene Formaal, som har skænket Fregatten Jylland 4,9 mio. kr. til det nye tag. Da den ankom til Ebeltoft i 1960 var den også "under tag".
- Hvert år vedligeholder vi skibet for 4,8 mio. kr. i gennemsnit. Det indebærer at vi også skifter betydelige dele af skibet ud, hvilket i længden er en uholdbar situation, siger fregattens direktør Benno Blæsild i en pressemeddelelse. Med donationen får vi nu mulighed for at beskytte den 150 år gamle fregat mod det barske danske vintervejrlig.
Taget bliver en rekonstruktion af det tag, som Fregatten Jylland i 1860 blev afleveret fra Holmen til Søværnet med. I datidens sprogbrug kaldte man det for et amovibelt tag. Hver vinter, når flådens træskibe lå i lejet ved Holmen, blev alle skibene - også Fregatten Jylland - forsynet med tag. Om foråret, når flåden atter stod til havs, fjernede man tagene igen.
Fregatten Jyllands tag er klar til montering i efteråret 2013, men allerede i den forestående påskeferie kan besøgende på Fregatten Jylland se en model af, hvordan Fregatten Jylland kommer til at tage sig ud med sit nye tag.