Fraråder fortsat udkørsel
Endnu ikke sikkert at køre af sted
Stormen Bodil fik samtlige politikredse i landet til at råde danskerne til at blive inden døre. Men torsdag aften kommer flere politikredse med en prognose for, hvornår det igen er sikkert at gå ud.
Østjyllands Politi fraråder al unødig udkørsel og ophold udendørs indtil midnat.
- Men vær nu også forsigtig i nat og morgen tidlig, skriver Østjyllands Politi på Twitter.
De øvrige politikredse opretholder fortsat deres råd om ikke at færdes ude.
Se: Vind er ikke længere en storm
Stormen gik i land ved den jyske vestkyst omkring middagstid torsdag, og kort efter kom den ene politikreds efter den anden med advarslen til danskere om ikke at gå ud.
- Det indskærpes på det kraftigste, at al unødig udkørsel og ophold udendørs frarådes i hele politikredsen, skrev Sydøstjyllands Politi.
Mange politikredse har som Midt- og Vestjylland indkaldt ekstra mandskab til at tage sig af de mange opkald til 112 og 114.
Se: Busserne holder stadig stille
- Himmel og jord står i et. Vi bliver kimet ned på 112. Tagsten blæser ned, hele tage er ved at blæse af og træer vælter overalt, sagde vagtchef Kjeld Nedergaard til Ritzau.
Tagsten er blæst af bygninger over alt i landet, og flere bygninger mangler hele tag. Politiet melder også om væltede træer på landeveje, og i byerne er det særligt stilladser, der udsætter danskerne for fare.
Hos Syd- og Sønderjyllands Politi advarede man om ekstremt glatte veje, da køretøjer ikke kan komme ud og salte vejene.
- Vi regner så småt med at kunne ophæve vores råd om, at man ikke kører ud/opholder sig ude omkring klokken 03.00 i nat, skriver Syd- og Sønderjyllands Politi på Twitter.