Fra tilflyttere til byggegrunde
Diskussion om tilflyttere kørte ud på sidespor
Diskussionen om at få flere tilflyttere kom her til aften nærmest udelukkende til at handle om byggegrunde, da spidskandidaterne fra Favrskov Kommune deltog i valgdebat på TV 2 | ØSTJYLLAND.
Flere politikere kritiserede udbuddet af byggegrunde. De mente, at kommunen indtil videre havde satset på de større byer og efterlyste derfor et bredere udbud af byggegrunde
- Vi er nødt til at få boligbygningen ud i landsbyerne også, siger Martin Olesen fra Liberal Alliance, som kritiserer, at byggegrundene er for dyre.
- De køber det (grunde, red.) i Hinnerup og Søften især. Kommunen bliver skæv. Hovedproblemet er, at den offentlige transport er dårlig. Man er nødt til at have to biler for at bo der, siger Peder Meyerhoff fra Enhedslisten.
Diskussion kredsede om byggegrunde
I stedet for at diskutere flere forskellige tiltag, som Favrskov Kommune kan gøre for at tiltrække nye borgere, blev det til en diskussion om byggegrunde - kommunale versus private:
- Der er ikke blevet købt jord op. Der har kun været private udstykninger. Byrådsmedlemmer kan ikke tage kassen under armen og gå ud og købe grunde op. Det kan borgmesteren, siger Charlotte Green fra Konservative.
Borgmester Nils Borring (S) mente dog ikke, at byggegrundene er problemet. Han havde fundet tal frem, som viste, at salget af grunde ifølge ham havde været tilfredsstillende:
- Det ville være okay, hvis vi kunne sælge lige så godt som i Aarhus. Aarhus solgte 65 grunde i 2012 - vi solgte 57. Det er lige så godt som et vækstområde som Horsens, siger borgmester Nils Borring (S).
Til sidst blev politikerne bedt om at nævne noget andet end byggegrunde. Her kom flere bud som for eksempel skattenedsættelse bedre service og branding:
- Vi skal have professionelle til at brande vores navn. Ellers kommer institutionerne til at stå tomme, siger Niels Kallehave fra DF.
Se et klip fra valgdebatten, hvor politikerne til sidst giver hvert deres bud på, hvordan kommunen kan tiltrække tilflyttere.