Fortsat kedelig skolemad på menuen
Muligheden for at få skolemaden fra anden leverandør end kommunen bliver ikke udnyttet af skolerne i Århus.
Skolemaden på hovedparten af de 51 århusianske folkeskoler er også efter elevernes sommerferie småkedelig og uinspireret.
Faktisk er det kun elever på to skoler - Strandskolen i Risskov og Sølystskolen i Egå - der til dato har benyttet sig af den lovbefalede mulighed for at erstatte den kommunale skolemad med leverancer fra private udbydere.
Skolerne i Risskov og Egå var nemlig utilfredse med den skolemadsordning, som kommunen kunne tilbyde.
- Maden var ernæringsrigtig, men det var tit det samme, siger Gitte Hansen, som er administrativ leder på Sølystskolen, til Århus Stiftstidende.
Selv om loven, og dermed muligheden for mere fantasifuld skolemad, blev vedtaget allerede i 2004, er den først indført i Århus 1. januar 2007.
Alligevel er det altså kun to skoler i Århus, som indtil videre har benyttet sig af muligheden.
Men kommunen har, i følge Bente Kramer Møller, kostkonsulent i Århus Kommunes Børn og Unge afdeling, set lyset.
Den lancerer nemlig et nyt initiativ i Din Skolebutik, som hidtil har været stedet, hvor forældre har har bestilt og betalt ungernes frugt og skolemælk.
Senere på året vil det her være muligt for forældre og børn at bestille skolemaden på forhånd, og der skulle være nye, mere fristende menuer.