Fortæl kommunen, hvad du mener
Skanderborg Kommune og Silkeborg Kommune opretter nu borgerpaneler for at høre, hvad de mener.
Flere østjyske kommune vil tættere på borgerne, og det skal ske gennem borgerpaneler. Det oplyser P4 Østjylland.
I Skanderborg vil man lave et panel på ikke færre end 1500 borgere.
- Byrådet er oprigtigt optaget af at kende borgernes holdninger. Jeg forestiller mig, at det blandt andet er evaluering og så planlægning af den mere langsigtede politik, panelet kan bruges til, lyder det fra borgmester Jens Grønlund (V).
Også Silkeborg barsler med et panel, men professor i statskundskab ved Aarhus Universitet, Jørgen Elklit indskærper, at skal panelerne blive en succes, så skal kommunerne tænke nøje over, hvordan de skal bruges.
- Den pågældende kommune skal tage panelet alvorligt og inddrage det på et tidligt tidspunkt, så holdningerne i panelet kan blive en del af byrådets beslutningsgrundlag, siger Elklit.