Forsvind pomfrit: Det her er posefest!

Arrangørerne bag posefesterne i Odder er trætte af, at børn under 15 år forsøger at snyde sig ind.

I Pakhuset i Odder afholdes de populære posefester. Konceptet er, at børn har poser med for eksempel øl. De bliver deponeret hos en ansvarlig voksen, der i løbet af festen så udleverer øl til festens deltagere. Formålet er, at de unge skal feste og lære at drikke alkohol på en fornuftig måde.

Men der er et problem. Mange af de unge, som gerne vil med, er nemlig for unge: De er faktisk børn. Derfor vil arrangøren bag posefesterne, young2party, nu skærpe kontrollen:

- Vi er bekymret over, at forældrene tilsyneladende synes det er OK at sende deres 13-14 årige af sted til posefesterne, velvidende at aldersgrænsen er 15 år. Der er andre tilbud i byen til denne yngre målgruppe, bl.a. ungdomsskolen, lyder det i en pressemeddelelse fra gruppen.

Hvis den skærpede kontrol ikke stopper tilstrømningen af for unge deltagere, vil de unge blive afkrævet billed-id for at komme ind.