Første internationale skole Århus
Skolen har indtil videre 18 elever indskrevet. De bliver undervist på engelsk
Århus fik mandag sin første internationale skole. Her skal børn i alderen 5-16 år fra blandt andet USA, Kina og Sydkorea terpe pensum på engelsk, mens deres forældre knokler for danske virksomheder og universiteter.
International School of Aarhus (ISAA) er en privat skole, der skal dække det behov, der opstår, når udlændinge kommer til Danmark for at arbejde i en periode og gerne vil have, at deres børn skal modtage undervisning samtidig.
Borgmester Louise Gade (V) har længe haft en international skole på ønskelisten og er både stolt og glad for resultatet.
- Det vil hjælpe vores virksomheder og læreanstalter med at tiltrække internationale specialister. Og det er utroligt vigtigt. Mennesker søger i højere og højere grad arbejde på tværs af landegrænser, og det er vigtigt at kunne tilbyde deres børn en ordentlig uddannelse, siger Louise Gade.
Hun tøver ikke med at kalde den internationale skole for en drøm og en vision for Århus og er henrykt over, at det tegner til en succes. Og det bekræftes af skolens rektor - eller headmistress - Susanne Brøndum.
- Vi har fået utroligt mange henvendelser fra nogle meget engagerede forældre, siger hun. Susanne Brøndum er i forvejen tilknyttet den private skole Interskolen, som den nye internationale skole vil høre ind under. Siden licitationen blev vundet i foråret, har der været så travlt med at få projektet på benene, at der nærmest ikke har været tid til markedsføring.
Susanne Brøndum er derfor noget overrasket over de mange henvendelser.
- Indtil videre er 18 børn indskrevet. Derudover har vi en del på vej, som kommer i løbet af de næste uger og måneder, og vi kan derfor sagtens ende med at have over 30 børn, fortæller hun.
Børnene vil blive undervist på engelsk og efter en internationalt anerkendt standard, men får også muligheden for at lære dansk, som er på skemaet hver dag. Desuden er der et par af børnene, der allerede snakker flydende dansk.