Første festivalarmbånd klippet

Festivalarbåndet luftes på Smukfestområdet Kærligheden. Foto: Louis Casper Grynderup

Nultolerance overfor stoffer på Smukfest

Smukfest i Skanderborg er kun lige tyvstartet, før den første gæst har fået klippet sit festivalarmbånd på grund af besiddelse af euforiserende stoffer.

Det sker efter, at politiet søndag besøgte festivalens campingområde, Kærligheden, med narkohunde. Politiet skrev bøder til 21 festivalgæster, som havde hash på sig. En enkelt havde også kokain på sig. Desuden sniffede narkohundene sig syv gange frem til hash, som var smidt på jorden, angiveligt for at skaffe sig af med det ulovlige rusmiddel, før hundene nåede frem.

Af de 21 gæster, som fik bøder, er kun en blevet bortvist fra festivalen, oplyser festivalformand Poul Martin Bonde fra Smukfest. Det er sket efter en henvendelse fra politiet. Han kan ikke oplyse, om det er personen, der blevet taget med kokain, der blev bortvist.

Vicepolitikommissær Martin Husted fra Sydøstjyllands Politi siger til TV 2 | ØSTJYLLAND, at politiet med narkorazziaen har ønsket at signalere, at man ikke tolererer stoffer på festivalen - heller ikke hash. Og den holdning går igen hos De Gule Vagter, som står for sikkerheden på festivalen og som er dem, der afgør, om en festivalgæst skal have klippet sit armbånd.

Hvor meget skal der til, før de klipper mit armbånd?

TV 2 | ØSTJYLLAND spørger ind til, hvad der egentlig skal til, før man mister sit festivalarmbånd.

- Vi har nultolerance overfor enhver form for stoffer på festivalen, slår formanden for de gule vagter, René Danrich fast overfor TV 2 | ØSTJYLLAND.

Gælder det også hash?

- Det gælder også hash.

Men om festivalarmbåndet må af afhænger af en konkret vurdering, forklarer René Danrich.  Typisk sker der det, at politiet henvender sig til De Gule Vagter, hvis sagen er alvorlig nok. Derefter tager vagtfirmaet stilling til, om gæsten kan fortsætte på festivalen.

Politiet tager også stilling fra sag til sag. Grænsen for eget forbrug i straffelovgivningen ligger på 9,9 gram hash. Alt over 10 gram betragtes som handelsmængder. Men det er ikke handelsgrænsen, der afgør om politiet tager sagen med til sikkerhedsfolkene. Om politiet henvender sig til De Gule Vagter afhænger nemlig også af en konkret vurdering af den enkelte sag, oplyser Martin Husted.

- Hvis alle i en teltlejr sidder og ryger hash ser vi strengere på det end hvis en enkelt bliver taget, uddyber vicepolitikommissær Martin Husted.

Han kan dog ikke give nogen konkret opskrift på, hvordan en festivalgæst slipper for en tur hen til De Gule Vagters tang. Hash er ulovligt og politikommissæren svarer ja til, at man ikke ønsker at signalere, at der gælder andre regler fordi det er sommer og musikken spiller.

Klipper ikke bare for at klippe

Der skal dog en særlig dårlig opførsel til, før at tangen kommer frem.

- Folk har betalt en del for at komme på festival og vi er selv med til at drikke dem fulde, derfor klipper vi ikke bare folks armbånd for at klippe dem, forklarer René Danrich fra sikkerhedsfirmaet De Gule Vagter.

Men festivalen har en klar holdning til ucceptabel opførsel som går ud over andre: Hårde stoffer, tyveri og vold accepteres under ingen omstændigheder og vil føre til at man mister sit adgangstegn og vises ud.

Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig