Forsøgte at voldtage kvinde
Vidne fik mand til at flygte fra buskads
11. dec 2013, kl. 09:59
Mere end 30 dage gammel
En 24-årig mand fra Aarhus Vest er i dag blevet varetægtsfængslet frem til den 8. januar 2014.
Ifølge Østjyllands Politi er manden sigtet for forsøg på voldtægt. Voldtægtsforsøget skulle være fundet sted tidligt om morgenen den 22. november, hvor manden trak en 31-årig kvinde ind i et buskads på Louisevej i Brabrand.
Til alt held for kvinden dukkede et vidne op på stedet, og det fik manden til straks at flygte.
- Ud fra efterforskningen er det overvejende sandsynligt, at de har kørt med samme buslinje, 4A, og er steget af ved samme stoppested ved City Vest, siger politikommissær Mogens Brøndum til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Manden blev anholdt i går klokken 12.54 efter længere tids efterforskning.