Formodet tyv brændte inde i kolonihavehus

Torsdag morgen er et kolonihavehus brændt ned, og en mand er fundet død. Han er endnu uidentificeret, men han er ikke en af husejernes bekendte.

Branden i kolonihavehuset blev hurtigt slukket af brandvæsnet, men en person nåede at omkomme. Foto: Per Kristensen/Privatfoto

Klokken 05.28 torsdag morgen modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om en brand. Et kolonihavehus i Risskov stod i store flammer.

Læs også Bygherre om dramatisk evakuering af ejendom: - Vi har ikke gjort noget forkert

- Brandvæsnet blev hurtigt tilkaldt, og efter cirka en time var branden slukket, siger Jakob Christiansen, der er pressemedarbejder hos Østjyllands Politi.

Vi har fundet en person i huset. Han er endnu ikke identificeret, men vi vurderer, at der sandsynligvis er tale om en person, der er brudt ind i huset.

Jakob Christiansen, Pressemedarbejder, Østjyllands Politi

Men selvom der rimelig hurtigt kom styr på ilden, ventede der en ubehagelig overraskelse.

- Vi har fundet en person i huset. Han er endnu ikke identificeret, men vi vurderer, at der sandsynligvis er tale om en person, der er brudt ind i huset, og så er der på en eller anden måde gået brand i huset, siger Jakob Christiansen til TV2 ØSTJYLLAND.

Manden er stadig ukendt

Politiet har kontaktet ejerne til huset og undersøgt, om den afdøde person er ven eller familie til dem, men det har ikke været tilfældet.

Branden fandt sted torsdag morgen. Foto: Privatfoto

Der er altså fortsat uvisheder i sagen.

Læs også Politi og brandvæsen: Isen er ikke sikker!

- Vi har ikke fundet en brandårsag. Vi regner med, at vi i morgen får ham identificeret, så bliver der foretaget en obduktion, og det giver nogle forskellige muligheder, siger pressemedarbejderen.