Forældre i totterne på hinanden

Flere århusianske forældre ønsker at få en ny daginstitution til deres barn, fordi de er vrede over de seneste ugers blokader.

Forældrenes blokader af de århusianske daginstitutioner har skabt splid og hårde fronter mellem forældre i en række af byens institutioner.

Århus Kommune har modtaget en række henvendelser fra forældre, der vil høre om mulighederne for at få flytte deres barn til en anden institution efter, at tonen blandt forældrene er gået fløjten på grund af uenighed om blokaderne. I kommunen frygter man, at det skal ende med fysiske konfrontationer.

- Mange forældre er ved at være at være utroligt pressede efter tre uger med lukkede institutioner. De alternative pasningsmuligheder er ved at være brugt op, og det får dem til at handle i noget nær panik, siger kommunens børn- og ungechef, Vibeke Kinch til Jyllands-Posten.

Forældrenetværket Tag Ansvar har i konsekvens af direkte trusler trukket sig fra frontlinjen og nedlagt deres hjemmeside. Truslerne er meldt til politiet, og netværket ønsker ikke at kommentere sagen. Tag Ansvar var oprindeligt meget aktive med organisering af forældreblokader.

Både Vibeke Kinch og rådmand Louise Gade (V) forudser et stort mæglingsarbejde efterfølgende. Rådmanden har sat sine embedsmænd til at lave en plan for konflikthåndtering.

- Forvaltningen skal hjælpe med at klinke skårene. Men det er noget, der tager lang tid, siger rådmanden. /ritzau/

EKSTRA:Følg dagens begivenheder og få de nyeste informationer om strejker og blokader på vores særlige hjemmeside <STRONG><A href="http://www.tv2oj.dk/minisites.asp?SideId=1219">Aktioner mod besparelser</A></STRONG>