Fond vil lave fodboldfest
Aarhuus Stiftstidendes Fond vil lave en stor fodboldfest ved AGFs hjemmekamp om fredagen ved festugens begyndelse
AGF er tilbage i Superligaen, og det skal markeres med en fodboldfest i Festugen. Derfor har Aarhuus Stiftstidendes Fond valgt at donere 100.000 kroner til en fodboldfest den 28. august, hvor Esbjerg fB kommer på besøg i Aarhus. Det skriver Århus Stiftstidende.
- Vi er utrolig glade for støtten fra Aarhuus Stiftstidendes Fond, som giver os mulighed for at skabe en fantastisk ramme om en fodboldkamp som en del af festugen. Vi synes, der er en god timing i, at vi netop har en hjemmekamp i festugen og dermed kan skabe en stor, folkelig begivenhed, som vores bidrag til festugen, siger AGF-direktør Jacob Nielsen til Århus Stiftstidende, som samarbejder med klubben om arrangementet.
Hvordan pengene skal bruges til festen vides endnu ikke præcist, men ifølge AGF-direktøren kan de enten bruges til at lave en koncert i forbindelse med kampen, sænke billetpriserne til opgøret eller uddele fribilletter.
Håbet for arrangementet fredag den 28. august er at fylde Ceres Park og lave en folkelig fest i forbindelse med Festugen for at markere, at AGF er tilbage i landets bedste række.