Førstegangsvælgere: - Fedt med lang valgkamp

Den lange valgkamp har givet førstegangsvælgerne mere tid til at sætte sig ind i, hvor de skulle sætte deres kryds.

Andreas Schou Jensen var onsdag middag forbi Skæring Skole for at stemme for første gang.

Når vi i disse timer er på vej til stemmeboksen, er det for nogen allerførste gang, at de får lov til at sætte deres kryds til et folketingsvalg.

For det er noget ganske særligt, når man for første gang får lov til at stemme.

Læs også I tvivl inden valget? Tag kandidattesten her

Én af dem, der er førstegangsvælger, er 18-årige Andreas Schou Jensen fra Egå. Han har set frem til den længeventede dag. 

- Jeg føler, at jeg ligesom bliver en del af det danske demokrati nu, hvor jeg kan sætte mit aftryk på Danmark, siger han til TV2 ØSTJYLLAND. 

Fordel med lang valgkamp

Valgkampen har været lang. 29 dage for at være helt præcis. 

Selvom valgdagen har været længe undervejs, så har de unge førstegangsvælgere kun set det som en fordel.

Det har været fedt, at valgkampen er lang, for der er rigtig mange partier og meget information at holde styr på.

Mina Almasi, førstegangsvælger. 

Det har nemlig givet anledning til ekstra tid til at sætte sig ind i tingene op til valget. 

18-årig Mina Almasi har været glad for at få lidt mere tid til at vælge, hvem hun skulle stemme på.

- Det har været fedt, at valgkampen er lang, for der er rigtig mange partier og meget information at holde styr på. Det gør, at der pludselig er meget at tage stilling til, siger førstegangsvælger Mina Almasi.

Mina Almasi har gjort meget ud af at sætte sig ind i forskellige partiers politik, så hun var helt sikker på, hvem hun skulle sætte sit første kryds ved.

Mange nye informationer

For der er mange nye ord, navne på politikere og holdninger fra partier, som man skal forholde sig til, når man aldrig har prøvet det før.

- Det er vigtigt at få et godt indblik i de forskellige partier. Den lange valgkamp gør, at der er mere tid til at tænke over, hvilket valg man tager. Og det her helt sikkert hjulpet mig personligt, at jeg har haft lidt ekstra tid, siger Andreas Schou Jensen.

Med 13 forskellige partier og partiledere er der mange, der skal til orde i tv-debatterne.

Læs også Valgfesten er i gang - alle valgsteder er nu åbne

Derfor fandt Mina Almasi hurtigt ud af, at hun skulle holde tungen lige i munden for at følge med.

- Det har været lidt uoverskueligt at se debatterne, hvor de snakker i munden på hinanden. Jeg har fået mest ud af ved selv at læse om partierne, siger hun.

Valgstederne åbnede klokken 8 onsdag og lukker igen klokken 20.