Første spadestik taget: Her kan alle generationer leve sammen
Generationernes Hus kommer, når det står færdigt, til at indeholde både dagsinstitution, boliger til handicappede og boliger til alle livets aldre. Fredag blev første spadestik taget
Bevæbnet med skovl eller spadestik var ung som gammel samlet på Aarhus Ø fredag.
Her blev første spadestik taget til Generationernes Hus. Byggeriet, der skal stå færdigt i 2020, kommer til at bestå af både ungdoms-, familie-, ældre- og plejeboliger samt en dagsinstitution.
- Et hus, der er liv i, et hus, der er anderledes. Et hus, hvor man bekæmper ensomhed, hvor man kærer sig om hinanden lige fra vugge til grav, siger Jette Skive (DF), der er rådmand for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune.
Mange forskellige har været involveret i designet af byggeriet. Blandt har kørestolsbrugere været klar med nogle helt konkrete ønsker til byggeriet.
- Det er vigtigt, at dørene har en knap, man bare kan trykke på, så vi ikke skal hen og have fat og så tilbage. Det er for bøvlet, siger Lone Pedersen, der er kørestolsbruger.
- El-døre og el-vinduer og vægge, der kan flyttes, siger Anja Bundgaard Hansen, der også sidder i kørestol.
- Det har været utrolig givende, fordi de har været meget positiv i den her proces fordi de vil de simpelthen så gerne, siger Birgitte Andreasen, der er projektchef for Generationernes Hus.
Læs også
Byggeriet er den første af sin slags i Danmark. Folkene bag tror, at interessen for at bo sammen på tværs af generationer bliver genoplivet i fremtiden.
- Der er læring i det, der er historikken i det. Der er værdien i at kunne hjælpe hinanden, siger Birgitte Andreasen.
Og nogle af medarkitekterne bag Generationernes Hus kan godt forestille sig, at adressen fra år 2020 hedder Aarhus Ø.
- Jeg vil i hvert fald se, hvordan forholdene er, og hvordan det ser ud, når det er bygget færdigt, siger Lone Pedersen.
Det er Aarhus Kommune og Brabrand Boligforening, der er bygherrer på projektet.
Byggeriet vil indeholde 304 almene boliger til unge, familier, ældre og voksne med handikap. Et mix af ungdommelighed og erfaring, kombineret med en daginstitution til 150 børn.
Generationernes Hus
- 40 ungdomsboliger
- 40 familieboliger
- 24 boliger til voksne med handikap
- 100 ældreboliger
- 100 plejeboliger
- En daginstitution med ni børnegrupper og 150 børn