Fødevarekontrollen: Ren svindel

Østjysk kødproducent snyder kunderne

Her ses en pakke heste-oksekød fra Hårby Slagtehus.

Fødevarekontrollens Rejsehold langer nu efter virksomheden Hårby Slagtehus, der blander hestekød med oksekød og ikke oplyser kunderne om det.

Fødevarekontrollens Rejsehold har foretaget prøver i forbindelse med et kødblandingsprodukt, hvor et slagteri blander hestekød med oksekød. Der så man ikke noget ulovligt i at blande kød, men hvis man ikke oplyser kunderne om det, er det svindel.

Rejseholdet har taget prøver på 14 adresser, som enten er kunder eller har forretningsmæssig forbindelse til Hårby Slagtehus i Skanderborg.

11 af de 14 er pizzeriaer og resten i er pølsevognsbranchen. Og her melder flere af kunderne ud, at de aldrig er blevet oplyst om, at der var hestekød i det oksekød, de købte.

- Der er ikke noget sundhedsskadeligt i det, men det er simpelthen ren svindel. Man snyder kunderne. Man siger, at man får et produkt, og så sælger man noget andet. Når man laver sådan en ombytning, og man vælger at putte noget andet i, end det man siger, så vælger man altid et billigere produkt, siger chef for Fødevarekontrollens Rejsehold, Michael Rosenmark, til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Ifølge Michael Rosenmark, som har talt med den pågældende virksomhed, så siger ejeren, at han har solgt et blandingsprodukt i mange år, men at han samtidig også har oplyst kunderne om det. Men efterfølgende kontakt til kunderne viste altså, at de ikke mente, de var blevet oplyst.

Se med i aften klokken 19.30, når vi fortæller meget mere om sagen.