Fødesteder truet af lukning
Region Midtjylland skal svinge sparekniven, og det kan få stor betydning for de fødende
Færre fødesteder i Region Midt bliver højest sandsynligt konsekvensen, når Region Midtjylland skal spare 450 millioner kroner i år. Det skriver P4 Østjylland.
- Antallet af fødesteder vil uden tvivl være et sparetema, siger regionsdirektør Bo Johansen til P4 Østjylland.
Der er syv fødesteder i Region Midtjylland, men hvor mange der må lade livet, vil regionsdirektøren endnu ikke røbe.
- Sammenlignet med de øvrige regioner har vi rigelig kapacitet på fødeområdet, og det er selvfølgelig dyrt at opretholde beredskabet døgnet rundt på syv steder, forklarer Bo Johansen.
Regionens samlede sparekatalog offentliggøres på mandag, og den 23. februar beslutter Regionsrådet, hvor der skal spares.