Fodboldklub fyrer trænere
Ikke tilfreds med resultaterne
2. divisionsklubben FC Djursland har valgt at fyre klubbens træner Anders Bjerre og assistenttræner Frederik Thøgersen.
Fyringerne kommer ifølge direktør Karsten Eland, fordi resultaterne har været utilfredsstillende.
Direktøren takker dog de to trænere for deres indsats i klubben.
- Anders Bjerre har gjort et stort og flot stykke arbejde i FC Djursland, hvor han overtog holdet i vinterpausen 2011/2012, mens holdet lå til nedrykning fra Danmarksserien, siger direktør Karsten Eland i en pressemeddelelse og tilføjer:
- Frederik Thøgersen er en klubmand af hjertet, og efter i alt 12 år i henholdsvis Grenaa IF og FC Djursland kan vi ikke takke Frederik nok for det stykke arbejde og enorme engagement, som han altid har vist FC Djursland.
Klubben rykkede i denne sæson op fra Danmarksserien til 2. division. I sæsonens første ni kampe har klubben kun opnået tre point.
Træner Anders Bjerre fik ellers forlænget sin kontrakt med klubben forud for sæsonen. Kontrakten skulle være løbet frem til 2015.
Træningen af holdet overtages nu af FC Djurslands U19-træner Jesper Borup med assistance fra den tidligere førsteholdstræner Brian Engelund.