Fodboldfabrikken skal rives ned
Leder efter nye lokaler
Fodboldfabrikken i den gamle Ceres-bygning i Aarhus skal jævnes med jorden. Derfor leder stedets ejer nu efter nye lokaler.
Fodboldfabrikken har siden åbningen i 2013 givet aarhusianere i alle aldre mulighed for at spille indendørs fodbold på alle tider af året.
Med flere end 6.000 besøgende har de indendørs mini-baner været et populært sted at afholde børnefødselsdage, polterabends eller blot hænge ud med vennerne i fritiden.
Men nu er det slut. Fodboldfabrikkens lejemål er blevet opsagt, fordi der i stedet skal etableres en stor parkeringskælder på stedet. Beskeden fra udlejeren betyder, at Fodboldfabrikken skal være ude af lokalerne med udgangen af april.
- Jeg vil ikke sige, at det kom som en overraskelse. Vi vidste godt, at vi levede på lånt tid. Men det er lidt tidligere end beregnet, siger indehaveren af Fodboldfabrikken i Aarhus, Nicolai Jochumsen, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Han leder nu efter en egnet placering i andre lokaler. Det nye hjemsted for Fodboldfabrikken skal helst ligge indenfor Ringvejen i Aarhus.
- Der er mange studerende, der spiller fodbold hos os. Derfor skal det helst være i cykelafstand i forhold til Midtbyen. Vi har brug for cirka 2.000 kvadratmeter - fx i en nedlagt lagerhal, siger Nicolai Jochumsen.