Flyvende containere over Randers Regnskov

Tirsdag formiddag skulle fem skibscontainere flyttes 65 meter over glaskuplen. De skal bruges til at tematisere parkens nye jaguaranlæg.

Det vakte opsigt, da fem containere skulle flyttes over glaskuplen ved Randers Regnskov tirsdag.

- Er I ved at få nye dyr? Lyder det fra en tilfældig forbipasserende.

En grøn 250 tons stor mobilkran vakte tirsdag formiddag opsigt ved Randers Regnskov, da den i løbet af formiddagen løftede fem store skibscontainere over glaskuplen. Grunden var dog en anden end nye dyr.

- Vi skal have løftet containerne over på den anden side af regnskoven, hvor vi har et jaguaranlæg, som vi er ved at renovere, fortæller Peter Jensen, der er driftsleder hos Randers Regnskov, til TV2 ØSTJYLLAND.

Fem containere blev tirsdag løftet over glaskuplen ved Randers Regnskov. 

Med containerne kommer man tættere på jaguarerne 

Meningen er, at containerne skal bruges i parkens nye jaguaranlæg, hvor de skal give parkens gæster en endnu mere nærværende oplevelse end hidtil.

- Vi skal have dem ind i vores jaguarbur for at tematisere det derinde. I en af containerne sætter vi et bord ind, og så har vi en glasrude i midten, og på den anden side har vi også et bord, hvor vi har en forventning om, at jaguaren så vil lægge sig og kigge på at gæsterne spiser deres mad, forklarer Peter Jensen.

00:27

VIDEO: Derfor skulle der løftes fem containere over Randers Regnskov tirsdag formiddag. 

Luk video

Et større projekt 

Det var dog med en vis spænding i maven, da containerne tirsdag skulle løftes hen over kuplen.

- Containerne vejer mellem 2 og 2,5 ton, og de skal løftes 65 meter ind. Det er temmelig langt, siger Peter Jensen.

Læs også Ekstremt sjældne skildpadder stjålet fra Randers Regnskov: Nu er de fundet

Derfor skulle der en stor kran til. Det gik dog, som det skulle. Nu kan Peter Jensen og resten af medarbejderne i parken bare se frem til påsken i midten af april, hvor det nye jaguarbur forventes at stå klar til parkens gæster.

- Vi tror selv, at det bliver helt fantastisk at opleve jaguaren så tæt på, siger Peter Jensen.

Det nye jaguarbur åbner til påske.