Flot hæder: Ridderkors til Elvin Hansen

Byrådsmedlem i Odder har modtaget Ridderkorset af Dannebrogordenen for sit virke som byrådsmedlem i 30 år

Foto: Odder Kommune

Mandag aften var en stor dag for Elvin Hansen (S), der fik overdraget Ridderkorset af Dannebrogordenen af borgmester Uffe Jensen (V) i forbindelse med byrådsmødet.

Anledningen var, at Elvin Hansen har siddet i Odder Byråd i 30 år, og det var med en vis stolthed, han modtog ordenen.

- Det er en fin anerkendelse for det arbejde, jeg har lavet, og jeg synes, det er utroligt flot, at borgmesteren vil indstille mig til det på byrådets vegne, siger Elvin Hansen til tv2oj.dk.

Det kom dog ikke som den store overraskelse for Elvin Hansen, at han skulle modtage Ridderkorset, for han skulle blandt andet skrive under på, at han ville modtage ordenen.

Bykongen af Odder blev fejret

Processen gik som den skulle, men han var desværre ikke hjemme, da posten ville aflevere ordenen, så den blev smidt i postkassen.

- Lige nu ligger den i en skuffe, og jeg ved endnu ikke, om den skal ligge fremme, lyder det fra Elvin Hansen.

Udover 30 år i byrådet kan han blandt andet skrive på sit cv, at han er blevet genvalgt otte gange, har været borgmester i 12 år samt viceborgmester i fire år. Han er still going strong som formand for teknisk udvalg og medlem af økonomiudvalget.

- Jeg har fået utrolig mange lykønskninger på Odders Facebookside, og det er jeg glad for. Jeg har ingen planer om pension og stiller gerne op igen, hvis partiet vil opstille mig, slutter Elvin Hansen.

Rundt om Elvin Hansen

Især det tekniske område og kommuneplanarbejdet har Elvin J. Hansens bevågenhed, og han har bl.a. kæmpet for udbygning af kommunens infrastruktur, herunder udbygning af landevejen mellem Odder og Hou, vejføringen mod vest og en modernisering af både lystbådehavn og trafikhavn i Hou.

Udover byrådsarbejdet har Elvin J. Hansen gennem årene bestridt en lang række tillidshverv. Han har bl.a. været formand for det fælleskommunale affaldsselskab RenoSyd i to perioder og næstformand i fire perioder, formand for Produktionshøjskolen i Odder i 24 år, formand for Daghøjskolen i Odder, formand for Boulstrup-Hou Kraftvarmeværk, næstformand i Foreningen for Danske Kraftvarmeværker i fire perioder og medlem af bestyrelsen for HMN Naturgas i to perioder. Han har også haft sæde i repræsentantskaberne for bl.a. Østjysk Energi (nu AURA), TV2 Østjylland og Realdania.

I det civile liv har Elvin J. Hansen arbejdet hos Jydsk Telefon (nu TDC) startende som montør, senere BF - tekniker, teleleder og produktionsleder i Aarhus. Elvin J. Hansen har også været i Grønland for at instalerer telefoner (1970 - 73), samt været enetekniker for Grønlands Tele i Illuliset i to år (1979 - 81).