Flere vitaminer i økomad
Forskere fra blandt andet Århus finder flere næringsstoffer og færre tungmetaller i økologiske fødevarer.
Økologiske fødevarer, herunder kål, salat, kartofler, tomater og mælk, har et større indhold af vitaminer, antioksidanter og flerumættede fedtsyrer sammenlignet med de konventionelt
dyrkede.
Samtidig har økovarerne et lavere indhold af tungmetaller, svampegifte og rester af sprøjtegift.
Det er nogle af konklusionerne i et stort femårigt EU-forskningsprojekt, der bl.a. har haft deltagelse af forskere fra Internationalt Center for Forskning i Økologisk Jordbrug ved Aarhus Universitet.
Forskerne kan endnu ikke konkludere videnskabeligt, at de økologiske fødevarer også er sundere for mennesker og dyr. Men pilotstudier på rotter tyder på, at de påviste forskelle i
madens sammensætning også slår igennem som målelige helbredsmæssige fordele.
EU-forskningsprojektet har undersøgt indholdet i økologisk og konventionel mælk i fire lande - Sverige, Danmark, Storbritannien og Italien - og blandt andet fundet et større indhold af vitamin E, betakaroten og omega-3 fedtsyrer i den økologiske mælk.
Der var op til 70 procent mere af de gode sager, og det hænger ikke mindst sammen med den lange periode, de økologiske køer er på græs.
Forskerne har også fundet ud af, at økogrise indeholder mindre salmonella fra tarmen end industrielt producerede grise.
I det økologiske landbrug må man ikke bruge kunstgødning, sprøjtegift, vækstfremmere, hormoner og de fleste tilsætningsstoffer, ligesom der gælder skrappere krav vedrørende
brug af veterinær medicin.