Flere unge på kontanthjælp

Flere unge står uden arbejde og er på kontanthjælp

Stadig flere unge melder sig på de østjyske jobcentre for at søge kontanthjælp. I Aarhus er den samlede ledighed for unge fra 16 til 29 år steget med 9 procent, skriver Ritzau. 

Tendens er den samme i flere af landets kommuner, og de dystre meldinger fra kommunerne kommer, samtidig med at Danmarks Statistiks arbejdskraftundersøgelse for første kvartal i år viser, at 68.000 unge mellem 15 og 24 år betegner sig som arbejdsløse.

Hans Halvorsen er socialdemokratisk rådmand for sociale forhold og beskæftigelse i Aarhus Kommune, og han er bekymret over tallene: 

 - Vi er på vej til et ressourcespild af unge ud over alle grænser. Jeg håber, at regeringen meget snart kommer med nogle løsninger til, hvordan vi kan hjælpe de unge, blandt andet med at skaffe flere praktikpladser, udtaler han.