Flere politifolk er ikke løsningen
Se hele interviewet med politichefen
I kølvandet på et forår med skudepisoder og uro i Gellerup i Aarhus Vest tager Østjyllands Politi nu til genmæle.
I foråret lagde lokalpolitikere et stort politisk pres om mere synlighed i det uroplagede område, hvor de krævede en større og mere håndfast politiindsats. Se mere om det her.
Men nu fortæller Østjyllands Politi om arbejdet i området, hvor chefpolitiinspektøren ikke mener, at flere politifolk er løsningen.
Hvis du fik 20 ekstra betjente i området, ville det løse problemerne?
- Nej, det tror jeg ikke. Du banker dig ikke ud af det her. Det er et spørgsmål om at få skabt noget andet. Noget, der er mere attraktivt for de unge mennesker end at lave kriminalitet. Få dem integreret, få dem tilknyttet og få dem til at svede på et ærligt arbejde fremfor at svede ved at begå kriminalitet, siger Bent Preben Nielsen, der er chefpolitiinspektør hos Østjyllands Politi.
Han mener, at lokalkendskab er vigtigt, og det er vigtigt med synlighed og præventivt arbejde, hvorfor man også har indsat cykelbetjente i området, hvor der i alt arbejder 27 betjente.
- Den mest fornemme opgave, vi har herude, og den vi nok bruger mest krudt på, er det præventive arbejde. Så det er en meget vigtig del af opgaven, og så er der det tryghedsskabende, hvor de cykler rundt og er tilgængelige og kan komme hurtigt frem, hvis der er noget, siger Bent Preben Nielsen.
I indslaget over artiklen kan du se et længere interview med Bent Preben Nielsen, hvor han fortæller om arbejdet i området, og hvordan problemer med uromagerne bedst løses.